Bananer i Thailand – kultur, religion, og madlavning i Sydøstasien
Bananer og bananplantens alsidighed i Sydøstasien
Lad os først få klarlagt nogle grundlæggende fakta om bananplanter og bananer i Thailand og Sydøstasien. Bananplanten er en stor plante, ikke et træ, hvilket er tydeligt, når man ser på den. Den ligner en plante og ikke et træ. Selvom mange måske tror, at bananer og bananplanter stammer fra Sydamerika eller Afrika, er deres oprindelse faktisk i Sydøstasien. Denne misforståelse kan være forståelig, da danske bananer i mange år nærmest var synonym med “Chiquita”.
De små, søde thailandske bananer er af sorten Pisang Awak og har faktisk deres oprindelse i Thailand. Denne populære banansort er i dag udbredt i hele Sydøstasien, og bananen og bananplanten findes overalt i fastlandsregionen. I Danmark spiser vi ofte bananer som en simpel frugt, men i Thailand og Sydøstasien har bananer og bananplanten langt flere anvendelser, især i thailandsk og laotisk imadlavning. Samtidigt bruges hele planten, ikke blot banan.
I Sydøstasien er bananplanten er en regulær “superplante,” da hele planten har mange praktiske formål. Udover at bananerne, så er selve bananblomsten også spiselig og er en regulær superfood der bruges som en grøntsag. Bananplanten og særligt bladene har også mange anvendelser i hverdagen og spiller ligeledes en vigtig rolle i religion og spiritualitet, samt ved ceremonier og buddhistiske templer.
Selvom Thailand i dag er et moderne og udviklet land, hvor bananplanten og bladenes anvendelser bliver benyttet mindre. Så er denne hverdagsbrug og alsidighed brug stadig meget tydelig i lande som Laos og Cambodja.
Bananer og bananplanten i Sydøstasiens madlavning
I Thailand og resten af Sydøstasien spises bananer naturligvis som de er, men i Laos og Cambodja er grillede bananer også populære. Ved små vejsideboder grilles bananer uden skræl, ofte sammen med rødbeder og andre rodfrugter. De nydes som en hurtig snack, ofte sammen med klisterris-snack som Khao Gee. En anden populær måde at nyde de thailandske bananer ved at dyppe dem i en sød dej og stege dem i olie, hvilket resulterer i en lækker godbid kendt som Kluai Khaek, eller steg dem i tynde skiver til banan-chips.
Bananplanten er dog mere end bare bananer; både bananblade og bananblomster spiller en vigtig rolle i madlavningen i Sydøstasien. I både Thailand, Laos og Cambodja bruges bananbladene til “mok”-retter, hvor fisk, bambusskud eller andre ingredienser dampes eller grilles i bananblade sammen med krydderier og krydderurter. Bananblade anvendes også til at lave den populære laotiske pølse Moo Yaa, kendt som Chả lụa i Vietnam, der bruges i Banh Mi baguettes. Pølsen dampes, indpakket i stramt rullede bananblade.
Bananbladene er også essentielle i fremstillingen af “som moo”, hvor svinekød fermenteres i bananblade med chili, hvidløg og krydderurter. Denne fermentering giver kødet en sødlig og syrlig smag, som er essentiel i flere laotiske retter, som den sprøde rissalat Naem Khao. Derudover bruges Bananblade også i en række thailandske desserter, hvor de fungerer som indpakning, mens desserterne dampes eller grilles. Sådan kan man næsten blive ved og konkludere at bananbladene næsten er vigtigere end banan i de Sydøstasiatiske køkkener.
Du kan læse mere om nogle af de spændende laotiske og nordøstthailandske retter her.
Bananblomsten: en superfood i thailandsk og laotisk madlavning
Udover bananer og bananblade bruges bananblomsten også i thailandsk og sydøstasiatisk madlavning og betragtes som en superfood. Den indeholder mange vigtige mineraler, samt E- og C-vitaminer og er rig på fibre. Derfor bruges den som en næringsrig grøntsag, ikke blot i Thailand men også flere andre lande i Sydøstasien. Som grøntsag indgår bananblomsten i flere retter og bliver ofte revet, så den let kan spises rå. Den er nemlig som nævnt meget fiberrig og det kan mærkes når man forsøger at tygge et råt blad fra blomsten.
Den anvendes blandt andet i den laotiske ret Naem Khao, hvor revet bananblomst serveres i salatblade sammen med rissalat, krydderurter. I Naem Khao anvendes både bananblomsten, men også bananbladene, der bruges til at tilberede Som Moo, som er en del af retten. Bananblomsten indgår også i Khao Poon, en laotisk karrysuppe, der også er populær i Thailand, især i Isaan-regionen. Retten serveres ofte til højtider og fest, hvor familie og venner er samlet, og har en vis forbindelse til fest og glade stunder. Begge populære retter i både Laos og Isaan.
Bananblade og bananer i hverdagen i Thailand og Sydøstasien
Bananer og bananblade spiller en vigtig rolle i hverdagen i Thailand og resten af Sydøstasien. De thailandske bananer er billige, og uden for de største turistområder ser man ofte tuktuk-chauffører med en lille klase bananer hængende. De fungerer som en hurtig, billig og lækker snack, man kan nyde mellem kunder eller på farten.
Bananblade bruges praktisk som indpakning af mad på markeder i Thailand og Laos, hvor friskgrillet fisk og små retter ofte pakkes i bananblade. Bananblade er ideelle, da de både isolerer og kan absorbere eller afgive væske, hvilket minimerer kondens sammenlignet med plastik. Desværre mindskes brugen af bananblade som indpakning, i takt med at landene bliver rigere, selvom de er effektive og miljøvenlige alternativer. Bananblade kan også fungere som underlag ved en hurtig frokost på farten under enkle forhold.
Hvis du er på en længere transfer gennem Thailand, er det en god idé at bede chaufføren om at stoppe ved en af de mange vejsideboder. De findes overalt i Sydøstasien. Her kan du købe friske bananer og andre friske frugter, grøntsager og meget andet. Peg på en bod og sig “Klu-a-i” med tre stavelser (banan på thai), og chaufføren vil forstå, at du vil lave et lille køb. Husk, at nogle bor ved boderne i flere dage, indtil alle varerne er solgt, så undlad at prutte om prisen – de lever for små penge.
Blot nogle få eksempler på, hvordan bananer og bananblade er en integreret del af hverdagen og madkulturen i Thailand, Laos og resten af Sydøstasien.
Bananer og bananplanter ved højtider og religiøse fester
Bananer, bananblade og bananplanter spiller også en vigtig rolle i både ved religiøse højtider i Thailand og Sydøstasien. Ved højtider Loy Krathong, som fejres i både Thailand og Laos, bruges næsten hele bananplanten. Her bruges næsten hele bananplanten; stammen, som er både let og holdbar, anvendes som base i de små flydende kurve, der sættes ud på floderne. Kurvene dekoreres med foldede bananblade, blomster, stearinlys, røgelsespinde og små ofringer som ris, før de sættes ud på floderne.
Ved tempelbesøg i Thailand og Laos medbringes en lille ofring bestående af kiks, bananer og lidt drikkelse til Buddha. Ofte medbringes også en ”Bai Sri” traditionel thailandsk og laotisk dekoration til religiøse ceremonier, foldet af bananbladene. Bai Sri er små tårne lavet af bananblade og dekoreret med blomster, typisk hvide jasminblomster. Og en Bai Sri benyttes i mange forskellige ceremonier ved både templer, højtider og særlige begivenheder.
De spiller bl.a. en central rolle i ceremonier som “Bai Sri Su Kwan,” der genopretter åndelig balance og styrke. En velkomstceremoni i mange små byer og landsbyer i Isaan og Laos, hvor en Bai Sri også benyttes. Her deltager værterne når en vigtig person besøger eller rejser, eller ved bryllupper eller andre vigtige begivenheder. Bananplanten og dens blade er dermed dybt integreret i Tai-kulturen, ligesom de også bruges ved andre sydøstasiatiske højtider.
Både bananer, bananblade og hele bananplanten har derfor en enorm betydning og er tæt forbundet med madlavning, kultur, højtider, religion og spiritualitet i Thailand, Laos og Sydøstasien. Der er ikke mange aspekter af livet, hvor planten ikke indgår på den ene eller anden måde.
Nysgerrig på en rejse til Sydøstasien?
Hos Bambus Rejser kan jeg hjælpe med at planlægge og skræddersy netop den rejse, du ønsker. Om du blot vil nyde en ferie med ro og afslapning på stranden i Thailand eller et klassisk øhop. Bambus Rejser kan også hjælpe med interessante rundrejser i Thailand og tilmed rejser til Isaan, som nævnt flere gange.
Uanset hvad du er nysgerrig efter, kan Bambus Rejser hjælpe. Blot ring eller skriv om du vil udforske Vietnams storslåede højdepunkter, eller det glemte Cham-rige langt væk fra de gængse turistområder. Ligesom Bambus Rejser også kan hjælpe med spændende rejser til både Cambodja og Laos. Blot ring eller skriv.
Telefon 70 40 42 45
Email post@bambusrejser.dk