Hanois turistfælder – og interessante alternativer
Turistfælder i Hanoi og oversete alternativer
Jeg har skrevet det før. Du kan ikke planlægge nok dage i Hanoi på en rejse til Vietnam. Der findes et vietnamesisk udtryk: “Ngoui Ha Noi Khong Voi Duoc Dau”. Det kan oversættes til noget i stil med “du kan ikke skynde på en Hanoianer”, for “folk i Hanoi gør ikke noget i en fart”. At forstå Hanoi kræver tid – og det er værd at tage sig.
Dette indlæg er en guide til en dagstur med flere stop, du nemt kan gennemføre selv. For selvom mange turister finder vej til Hanoi og det gamle kvarter, skal du blot lidt væk fra de mest besøgte områder for at opleve en anden side af byen – og samtidig undgå nogle af de klassiske turistfælder. Selv en lille tur langs Tay Ho-søens østkyst, også kendt som West Lake, giver et interessant indblik.
Først vil jeg dog gennemgå lidt af de faldgruber og ting, du bør undgå i Hanoi. Så du undgår at lægge penge, hvor du egentlig ikke ønsker – og i stedet støtter den ansvarlige turisme. Det giver også dig selv de bedste oplevelser og rejse.
Tidligere har jeg også skrevet et indlæg om Bangkoks oversete seværdigheder.
Hanoi uden unødige fodfejl – tre ting du bør vide
Med flere besøgende er der også kommet flere souvenirbutikker. Men også flere faldgruber for ansvarlige rejsende, efterhånden som fokus er rykket mere mod turisterne.
- Undgå Kopi Luwak-kaffe. Kaffebønner sælges overalt i det gamle kvarter – Vietnam er trods alt verdens næststørste kaffeproducent. Nogle bønner markedsføres som Kopi Luwak, civet coffee eller weasel coffee.
Oprindeligt brugte man kaffebønner, som vilde desmerdyr havde spist og udskilt. I dag lever de fleste dyr desværre under elendige forhold i små bure. De fodres næsten udelukkende med kaffebær, hvilket giver underernæring, maveproblemer og kort levetid. Det positive er, at de fleste sælger almindelig kaffe, så kunderne blot bliver snydt. Køb souvenirs med omtanke. - Undgå at fotografere gadesælgere i smug eller uden tilladelse. Hanoi er fuld af hårdtarbejdende kvinder, der vandrer gaderne tynde fra tidlig morgen til aften. Mange lever langt fra deres børn og familie i landdistrikterne. Tag ikke billeder af de kvindelige gadesælgere uden at spørge – køb gerne lidt frugt eller proviant til fuld pris. Besøg også Kvindemuseet for at lære mere om disse kvinder – så er du også tilbøjelig til at støtte deres arbejde.
- Tal med de unge. Du vil sikkert opleve, at unge helt ned til 12–13 år gerne vil øve engelsk. Giv lidt tilbage ved at tage dig tid til en snak.
Et tip: Vend samtalen rundt. Mange børn og unge er vant til at stille spørgsmål, men ikke til at svare. Nogle taler ganske flot engelsk, men kan ikke svare eller forstå meget. Spørg dem om det, de selv spørger dig om – eller de ældre om deres yndlingsretter, spisesteder eller en god nudelsuppe i nærheden.
Hanois Old Quarter – hvad du bør vide
Old Quarters stigende popularitet har bragt både flere besøgende og nogle oplevelser, der kræver lidt ekstra omtanke. Her er nogle steder og et par ting, det er godt at vide på forhånd.
- Tursælgere og ansvarlig booking. Med de mange tursælgere i Old Quarter følger desværre problemer med snyd, sikkerhed og manglende ansvarlighed i udflugterne. Vær kritisk, og overvej, hvad ansvarlig turisme betyder for dig, inden du bestiller.
- Hanoi Night Market er åbent fredag til søndag, men der er som regel rigtig mange mennesker. De gange jeg har besøgt markedet de seneste år, har der været tæt pakket, så vær forberedt på trængsel. Faktisk er de kaotiske scener med trafikken omkring markedet en af de sjovere dele af oplevelsen.
- Thang Long Water Puppet Theatre ligger lige ved Hoan Kiem-søen og er det største af flere flydende dukketeatre i Hanoi. Meget populært blandt turister, og man ser ofte store menneskemængder, der køber billetter eller venter på, at forestillingen starter. Det er måske for meget at kalde det en turistfælde eller fraråde et besøg. Jeg vil dog fremhæve, at der findes mere intime muligheder ved at besøge nogle af de mindre skyggeteatre. Særligt uden for Hanoi gemmer der sig små perler, men det kræver, at man har god tid i byen. Dermed tilbage til min første anbefaling – planlæg rigeligt med dage i Hanoi.
Train Street - vær forberedt på mange mennesker
I en by mest berømt for sine 36 gader i det gamle kvarter, er det sigende, at Train Street efterhånden er blevet den mest kendte. Train Street ligger dog uden for det gamle kvarter.
Train Street i Hanoi har udviklet sig til en turistfælde – et vaskeægte Instagram-hotspot med alt, hvad det indebærer. Opskruede priser, alt for mange mennesker og ikke meget af det oprindelige Hanoi tilbage. De færreste danskere vil dog opdage, at en øl til 20 kroner er overpris, hvis Train Street er første stop i Hanoi.
Mit indtryk er, at folk går ind til oplevelsen velvidende om forholdene – og besøger alligevel gerne. Så er det vel næppe en fælde. Faktisk kører der næsten ingen tog igennem længere. Toget fra hovedbanegården Ga Hanoi til og fra Hai Phong, som standser ved Long Bien, er et af de få – og begge er mere interessante oplevelser. Der kan derfor gå mange timer mellem togene, men det er relativt let at finde ud af, hvornår de kommer.
Du kan derfor vælge at opleve Train Street fra toget, hvis du tager toget fra Ga Hanoi til Ga Long Bien. Typisk går der et tog omkring 09.20 til Hai Phong. Hopper du af i Long Bien, står du også ved et udgangspunkt som byder på flere interessante og oversete seværdigheder – og en mere ægte side af Hanoi. Det er her denne guide fortsætter.
Long Bien Station - et alternativ med historie og lokal ægthed
Long Bien Station er et interessant alternativ til Train Street. Lige ved foden af den ikoniske Long Bien-bro ligger byens ældste station, åbnet i 1902 side om side med broen, som blev bygget af Eiffel-firmaet – det ses tydeligt på designet.
Stationen har været et vigtigt knudepunkt for togtrafikken i Nordvietnam, både for at forbinde Hanoi med landdistrikterne på den anden side af Den Røde Flod og med den vigtige havne- og industriby Hai Phong. Den er stadig i brug i dag efter at have overlevet bombninger og meget andet under Vietnamkrigen.
Herfra kører togene stadig til og fra Hai Phong. Stationen er lille, men fuld af historie og en del af byens dagligdag. Området lige øst og syd for Long Bien virker også mere lokalt end store dele af Old Quarter, med engrosbutikker, grøntsags- og frugtmarkeder, fisk, kød og andre dagligvarer for lokale.
Når du er ved historiske Long Bien Station og Long Bien Bridge, er du også tæt på et par af de næste oplevelser i denne guide – oplagte til en dagstur på egen hånd. Du kan eventuelt starte med en kop kaffe ved en af de små caféer ved stationen.
Fraavælg Dong Xuan – når kan opleve Long Bien Market
Flere steder er Dong Xuan markedet nævnt som en attraktion i Hanoi. Det er også mit indtryk, at mange faktisk besøger det store indendørs marked, men det mener jeg ikke, der er grund til. Det er engrossalg af t-shirts og klipklappere, og ude foran sælges der ofte lidt souvenirs om aftenen.
Vil du opleve et ægte Hanoi-marked og en livlig lokal del af byen, så skal du til Long Bien market – et stort frugt- og grøntmarked fyldt med aktivitet fra tidlig morgen til sen aften. Her er ikke meget at se, men det er fantastisk livligt, og du kan virkelig mærke byens puls. Et langt mere interessant alternativ til Dong Xuan med papkasser og plastik.
Markedet ligger lige på den anden side af Long Bien busstation og en stærkt trafikeret vej. Sammen med markedspladsen spreder det sig ofte også ned bag verdens længste mosaikvæg – en væg og et område, der også er interessante at udforske. En meget lokal del af Hanoi, selv om man blot er få hundrede meter fra det gamle kvarter og byens mest besøgte bydel.
Offentlig transport i Hanoi – det er helt seriøst
Autenticitet har efterhånden mistet sin betydning i rejsebranchen. Få ting føles mere ægte end trafikken i Hanoi, berygtet verden over. Modsat Bangkoks busser, er Hanois busser ikke helt umulige at finde ud af.
Besøger du seværdighederne omkring Long Bien eller Bridge Cafe, er du tæt på en central busstation. Herfra kører busser til Ho Chi Minh Trail Museum, et af Hanois bedste militærmuseer, og til Bat Trang. Museet er det letteste valg – og giver gode muligheder bagefter.
Find en bus til Ga Yen Nghia, der er en stor buscentral i det sydvestlige Hanoi. Derfor er der rigeligt med busser dertil. Spørg chaufførerne, om de kører dertil, og vær forberedt på at lede lidt. Det er en del af oplevelsen. Ng udtales nogenlunde som Nj.
På turen oplever du, hvad der må være Hanois mest stressende job – buschauffør. Prøv at få en vinduesplads og se, hvordan chaufførerne kører med dødsforagt for alt og alle. Du når frem som et nervevrag, og undervejs tager bussen sikkert et bump eller to, hvor du tvivler på, om scooteren og dens passagerer klarede den. Det er stressende, intenst og langsommeligt på samme tid – en ægte Hanoi oplevelse.
Turen tilbage kan du tage med metroen, som er både moderne, effektiv og hurtig. Let og hurtigt. Fra Ga Yen Nghia er endestationen Ga Cat Linh og ikke langt fra Temple of Literature og andre af Hanois berømte seværdigheder. Men der er også mere ukendte attraktioner, som jeg vender tilbage til.
Ho Chi Minh Trail Museum - et af Hanois mest interessante og oversete museer
Med min store kærlighed til Laos er jeg måske en smule farvet i min vurdering af Ho Chi Minh Trail Museet. Det er dog et virkelig godt museum – og på to punkter måske det bedste i Hanoi, især blandt byens militærmuseer.
For det første viser det – sammen med Kvindemuseet – de vietnamesiske kvinders enorme betydning for land og samfund. Mange steder og på mange billeder kan du se, hvordan Vietnams kvinder var aktive under Vietnamkrigen. For det andet lå Ho Chi Minh Trail faktisk i Laos og handler om Vietnamkrigen set fra Laos’ side af grænsen. Det understreger, hvor misvisende betegnelsen “Vietnamkrigen” er.
Her blev både Agent Orange og klyngebomber i stor stil kastet over Laos, som i dag er det mest bombede land i verden per indbygger. Det betyder desværre, at Laos stadig er belastet af, at børn og fattige landmænd med små landbrug mister liv, lemmer, syn og muligheden for at forsørge sig selv. Ofte glemt er, at krigen efterlod omkring 80 millioner ueksploderede klyngebomber i Laos.
Museet handler ikke så meget om Pathet Lao mod Royal Lao Government, Hmong-allierede og CIA/USA, men viser, hvordan en vigtig del af krigens logistik foregik i Laos. Et rigtig interessant museum, som meget får besøger under deres rejse til Hanoi.
At køre Xe - med Vietnams scootere chaufører - frarådes også kraftigt
Tager du metroen tilbage til det centrale Hanoi fra Ho Chi Minh Trail Museet, lander du på endestationen Ga Cat Linh. Herfra er du ikke langt fra flere klassiske attraktioner og oplevelser, men du kan også fortsætte mod nogle af de mere oversete, som Ho Huu Tiep, der kan nås til fods eller med Xe – Hanois scooter-taxaer. De står ofte ved Ga Cat Linh, klar til at hjælpe metro-passagerer videre.
Når gode råd er dyre, kan du få et rigtig dårligt et gratis her: prøv en lokal Xe. Professionelt fraråder jeg det helt og aldeles – ansvarlig turisme handler om at tænke sig om, og det afspejler min anbefaling. Trods det er virkelig effektivt.
Uprofessionelt må jeg dog indrømme, at det faktisk er rigtig sjovt, og har du ikke prøvet det før i Vietnam eller Sydøstasien, er det en oplevelse, du ikke glemmer. Du er kun en kort tur fra Ho Huu Tiep-søen, og den sidste del af vejen går ad små gader, hvor biltrafik har svært ved at komme frem. Søen kan dog også nås til fods fra stationen.
Ho Huu Tiep - Propagada og en overset attraktion med B52-bombeflyet
Fra endestationen Ga Cat Linh er der kort til flere af Hanois største attraktioner, men også til en af de mere mærkværdige – Ho Huu Tiep, eller B52 Lake. Her ligger resterne af et amerikansk B-52 bombefly, skudt ned den 27. december 1972 under “julebombardementerne” af Hanoi. Flyet blev ramt af et jord-til-luft-missil og styrtede ned i den lille sø, hvor vraget stadig ligger delvist under vand.
Et interessant lille stykke propagada og når du kun er et kort gåtur fra Ga Cat Linh, så er det værd at vandre gennem denne mindre besøgte del af Hanoi, det det historiske levn, og måske tilmed nyde en kop kaffe ved en af de små caféer ved søen. Og nyd du tog dig nok dage i Vietnams hovedstad, til at opleve nogle af byens oversete seværdigheder og komme lidt tættere på byens lokale liv og puls.
Herfra kan du hurtigt gå tilbage til byens mest kendte attrationer som One Pilar Pagoda og Ho Chi Minh Maosuleum.
Chicken Street - gå ud og nyd en aften med de lokale på lokal vis
Hvis dette lille inspirationsopslag til en selv guidet dagstur rundt i Hanoi med nogle af byens mindre kendte attraktioner har tiltalt dig, så er det måske tid til at tage skridtet fuldt ud om aftenen i Hanoi.
Jeg har allerede nævnt den såkaldte Chicken Street, eller P. Ly Van Phuc, i min mere klassiske guide til Hanoi med tips og seværdigheder, men vil du opleve byen på ægte Hanoi-manér, så er det her, det sker. Her serveres grillet kylling ved små plastikborde, mens friske forsyninger af øl, is og mere kylling hele tiden finder vej til bordet.
Gaden ligger centralt, men de fleste turister, der passerer forbi, aner ikke, hvilken perle de overser. De få, der gør, bliver ofte hurtigt afskrækket af førstehåndsindtrykket. Og ja – det kan godt være en lidt hård omgang for maven. Gaden opleves også som meget “autentisk” af de fleste, måske for autentisk en oplevelse.
Men er du frisk på en anderledes aften væk fra Old Quarter og de andre turister, så er Chicken Street stedet. Her får du masser af lækker grillet kylling, kolde øl og en festlig aften side om side med lokale.
Vil du opleve Hanoi som andre ikke gør det?
Undertegnede bag Bambus Rejser har mange besøg i både Hanoi og Vietnam under bæltet og mere end 10 års personlig erfaring med landet. Bambus Rejser brænder for ansvarlig og bæredygtig turisme samt slow travel, hvor du får sjælen med.
Vil du rejse til Vietnam og for alvor opleve landet, så kontakt Bambus Rejser og få et tilbud på en personlig udformet rejse ud fra dine ønsker. Bambus Rejser hjælper med alle dele af rejsen og giver også gode og anderledes tips til turen.
Telefon 70 40 42 45
Email post@bambusrejser.dk