Socialt ansvarlige rejser - en holistisk tilgang

Ansvarlig turisme og ansvarlige rejser er et nærmest uudtømmeligt emne. Det følgende skriv handler derfor om Bambus Rejsers overordnet linjer og tiltag. Har du spørgsmål om ansvarlighed i forbindelse med din egen rejse, er du altid velkommen til at ringe eller skrive.

Bambus Rejser har en holistisk tilgang til socialt ansvarlige rejser. Bæredygtighed og social ansvarlighed er meget mere end et CO2-aftryk og en flyrejse. Med det sagt skal CO2-udledningen ikke underkendes, men emnet er langt mere komplekst.

Ansvarlige rejser og turisme er i høj grad rejsebureauets ansvar, men i lige så høj grad dit ansvar som forbruger. Ansvarlig turisme er et tankesæt, som man skal have med sig hele vejen gennem rejsen. Lige fra hvor den købes og til man er hjemme igen.

Ansvarlig turisme handler om at tage højde for det økonomiske, sociale og kulturelle forhold på dit rejsemål, såvel som de miljømæssige. Og det er netop denne tilgang, Bambus Rejser har til socialt ansvarlige rejser.

Dyrevelfærd

Dyrevelfærd er et vigtigt element i socialt ansvarlige rejser. Bambus Rejser har fravalgt al underholdning med vilde dyr i fangenskab. Derfor finder du ingen elefantridning, -badning eller -shows. Heller ingen udflugter, hvor man skal/kan fodre vilde dyr, samt ingen shows med delfiner eller andre dyr. Eller det som ligner. Vilde dyr skal opleves i den vilde natur, hvor de hører til eller på de reservater, som lever op til den højeste dyrevelfærd.

Dyr i menneskelig varetægt, uanset om der tales om domesticerede eller vilde dyr, skal have de bedst mulige leveforhold og mulighed for at udføre deres artsspecifikke adfærd. Alle vores gæsters oplevelser skal være dyrevenlige, ansvarlige og bæredygtige, så de kan nydes med god samvittighed. Der er desværre stadig tusindvis af dyr som holdes i fangenskab på grund af efterspørgslen fra turistindustrien. Det ønsker Bambus Rejser ikke at støtte.

Vilde dyr i turistindustrien ikke kan afvikles over natten. Derfor vil fokus være på oplevelser i det fri og rehabiliteringsprojekter, samt støtte realistiske, men dyrevenlige løsninger for de dyr som lige nu lever i og af turistindustrien. Bambus Rejser anerkender, at vilde dyrs behov aldrig kan opfyldes fuldt ud i fangenskab, men at alle dyr heller ikke kan sættes tilbage i det fri.

Samtidigt benytter Bambus Rejser arrangører som tager et stort socialt ansvar. Det betyder, at arrangører ikke forstyrrer dyrene unødigt og som heller ikke fodrer vilde dyr eller efterlader unødige aftryk fra deres besøg i nationalparker, havene eller hvor de vilde dyr opleves. Low-impact tourism er essentielt.

Flyrejser

CO2-udledningen på verdensplan er uden tvivl en udfordring. Men at stoppe med at flyve løser ikke problemet. Stopper vi med at rejse til Sydøstasien, vil mange millioner miste deres livsgrundland. Store dele af regionen ville formentlig hurtigt udvikle sig til udkantsområder med få muligheder for de lokale. Og den økonomi, udvikling, oplysning og inklusion, som turismen bringer nogle af verdens mindre privilegerede borgere, ville gå tabt.

Desværre er området for CO2 kompensation i luftfarten ikke særlig transparant. Derfor anbefaler Bambus Rejser, at du kompenserer flyrejsen, men ikke nødvendigvis før rejsen overstået eller via et konventionelt klimakompensations-program. Det vigtigste er i stedet at du vælger det som er vigtigt for dig! Måske det der gav dig den største oplevelse på rejsen eller gjorde det største indtryk.

Var det de smukke vådområder din største oplevelse, så støt verdens vådområder, som forsvinder i en uhyggelig fart. Ifølge Mekong River Commission er 90% af verdens vådområder forsvundet siden 1700-tallet og 1/3 af verdens truede dyr er afhængige af disse områder. Disse økosystemer forsvinder omkring tre gange hurtigere end skovene.

Men om du støtter HIV/Aids-smittet og påvirket børn på Phuket, gadehunde i Thailand, verdens vådområder, hajer eller et elefantreservat er ikke det vigtigste. Vigtigst er at faktisk støtte. Derfor anbefaler Bambus Rejser, at du støtter det som betyder noget for dig. Det som har rørt dig på rejsen eller været en stor oplevelse.

Rejser handler om oplevelser, perspektiv, oplysning og at gøre verden til et lidt bedre sted. På den måde bidrager din flyrejse til arbejdspladser og en indkomst, også i områder som ikke ser mange besøgende eller indkomster fra turismen. Bambus Rejser hjælper gerne med forslag til gode projekter.

Hoteller og overnatningssteder

Bambus Rejser benytter sig i høj grad af resorts, som ligger et stort arbejde i en ansvarlig drift. Det er typisk en miljøindsats som fokus på CO2-udledning, rensning af spildevand, affaldssortering, sparetiltag på strøm osv. Andre tiltag kan være deres engagement i lokalsamfundet. Det kan være strandoprydninger, genopbygning af lokale koralrev, samt beskyttelse eller bevaring af lokalt dyreliv. Det kan være steder der hjælper socialt udsatte unge eller handicappede i uddannelse og/eller i job. Det er desværre ikke altid muligt at få disse typer af resorts på alle rejser og destinationer, men Bambus Rejser tilvælger så ofte som muligt resorts der gør en indsats.

Særligt i områder som ser få besøgende, langt fra de kendte destinationer, kan der være længere mellem disse resorts. Her er bidraget dog mindst lige så vigtigt, da rejsen er med til at skabe arbejdspladser og indkomster i områder, som ellers ikke så dem. Derudover tilbyder Bambus Rejser masser af homestays. Udover at være en interessant oplevelse, får værtsfamilierne også adgang til en indkomst, som ellers ikke ville findes – hverken hos familien eller i det lokalsamfund man besøger. Her er maden og oplevelserne inklusiv, for oplevelsen af et ægte hjemmelavet måltid kan ikke undervurderes.

Bambus Rejser tilbyder ingen ”all inclusive” eller ”full board”. Årsagen er at det vigtigt at pengene kommer ud af hotellerne og også støtter de forretningsdrivendes spisesteder, caféer, barer og restauranter. Desværre bidrager all inclusive til mindre interessante destinationer med mindre lokalt miljø med spisesteder, butikker og andet lokalt liv. Et bidrag til destinationer vi i sidste ende ikke finder interessante.

Landprogram og samarbejdspartnere

At have de rette samarbejdspartnere betyder alverden. De skal ikke kun levere kvalitet, punktlighed og pålidelighed, men skal også være ansvarlige i forhold til de lokalsamfund og miljø de er en del af. Derfor vægtes low-impact tourism meget højt, ligesom samarbejdspartnere som ansætter deres guider og medarbejdere på helårsbasis. Det er vigtigt at vide at guiderne har et job hele året og kan forsørge familien også i lavsæsonerne.

Bambus Rejser gør også brug af en lang række små lokale operatører. Specialister med et indgående kendskab til deres lille hjørne af verden og hvor pengene bliver lokalt. Dertil kommer det store plus, at de oftest leverer det bedste produkt og service. Bambus Rejser vælger dem som inddrager og støtter lokalt, så de nyder godt af de besøgende – og Bambus Rejser stiller altid krav om at vores gæster er et aktiv for de samfund de besøger.

Bambus Rejser bidrager ikke til børnehjems- og slumturisme eller frivillige turisme (voluntourism). Disse former for turisme har for mange faldgruber og negative sider.

Bambus Rejser ved og forstår, at der er seværdigheder som skal ses, men mange steder er der fuldgode (og bedre) alternativer og oplevelser langt fra turismen. Rejser til de områder med færrest besøgende er oplagt, når man tænker på ansvarlig turisme. Her samarbejder Bambus Rejser med specialister som er de bedste indenfor deres felt og bringer arbejde og økonomi ud, hvor det ellers ikke var kommet.