Aktiviteter og oplevelser i i Khao Lak og Phang Nga

Khao Lak er et af Thailands rolige og smukke hjørner med masser af muligheder for spændende oplevelser og udflugter. Især naturoplevelser. I Khao Lak finder du kilometervis af lange, smukke strande, palmer, ro og bounty-idyl. Det er bestemt en af Thailands bedste badedestinationer, hvis du søger rolige omgivelser, oplevelser i naturen og udflugter til små landsbyer. Både provinserne Phang Nga og Surat Thani byder på masser af smuk natur – lige fra små øer og vild mangrove til regnskov og store nationalparker.

Desværre er Phang Nga ofte en smule overset. Det hænder, at mange, der besøger Khao Lak, drager til den berømte Khao Sok National Park for deres naturoplevelser. Men Khao Lak og Phang Nga byder bestemt på masser af spændende oplevelser uden nævneværdig transport.

Udover udflugterne her, hjælper jeg også med gode og ansvarlige kvalitetsresorts i Khao Lak. Og jeg kan hjælpe med mange flere resorts, end du ser. Blot send en besked eller en email til post@bambusrejser.dk. Jeg anbefaler, at du booker udflugter på forhånd for at sikre pladser, men for mine gæster sender jeg også gerne en repræsentant ud under jeres ferie, så udflugterne kan bookes.

Alle udflugter, du ser her, er med certificerede, ansvarlige og plastikfri arrangører, som tager ansvar. Derfor kan du nyde både ferie og udflugter, velvidende at arrangørerne har taget de nødvendige forholdsregler – både i forhold til naturen og miljøet, men også lokalsamfundet. Udflugterne arrangeres typisk i små grupper for 4-8 personer, men kan også arrangeres privat.

Oplev Khao Laks smukke og afsondret kystlinje

Mens mange destinationer i Thailand byder på øhop og snorkling ved småøer, har Khao Lak en helt anderledes oplevelse at byde på. Khao Lak er nemlig hjem til mange kilometer smuk og vild kystlinje med afsondrede strande, hvor du ofte ikke møder et øje. Derfor skal du overveje en udflugt med en privat longtailbåd langs kystlinjen – en af de mere anderledes oplevelser i Khao Lak. Det bliver en rolig dag med vind i håret og sejltur langs kysten, hvor du oplever landskabet forandre sig og opdager de oversete strande uden en sjæl. Turen nordpå slutter ved den smukke Khao Na Yak-strand.

Ved den gyldne Khao Na Yak-strand fortsætter tempoet roligt. Slap af på stranden, nyd en thai-style frokost, og udforsk området med fugle, aber og andet vildtliv, du kan opleve her. På vejen retur sejler du også gennem den vilde mangrove, hvor det særlige økosystem giver en helt anden oplevelse. Nyd en skøn dag i roligt tempo med mulighed for at opleve, hvordan Khao Lak tager sig ud langs kysten – langt fra byerne og de lækre resorts.

Detaljer om turen

Inkluderet i turen

White Sandy Beach 01
Sejl væk fra menneskerne og nyd de smukke afsondrede strande uden et øje i Khao Lak

Vær aktiv i Khao Lak og få naturoplevelser i den vilde mangrove

Udover den lange kystlinje er Khao Lak også hjemsted for en stor og vild mangroveskov. Det er en interessant og anderledes oplevelse i det mærkværdige vådområde, som byder på aber, slanger, oddere, padder og fugle i massevis – alt sammen gemt i det mørke, tætte buskads. Det er en af de spændende oplevelser i Khao Lak, for dem, som nyder at være aktive. Tag en udflugt ind i mangroven med kajak, hvor der er tid til at sejle gennem det store vådområde, hvor land og vand mødes. Kig efter dyrelivet og bliv klogere på dette vigtige og desværre også globalt pressede økosystem af mangroveskove og vådområder.

Du bliver hentet i bil om morgenen ved dit resort og transporteret videre med både bil og båd mod den flydende camp i mangroven. Ved ankomst til den lille camp får du din kajak og kan hurtigt padle af sted på eventyr. Drag ind i det ufremkommelige og let dystre vildnis, og nyd det vilde liv, der gemmer sig så tæt på de smukke, lange strande. Inden turen går tilbage mod dit resort, er der mulighed for at tage en dukkert i en af Phang Ngas små gemte laguner, hvor du kan køle af, før du bliver kørt tilbage til stranden.

Detaljer om turen

Inkluderet i turen

20171019 094224
IMG

Udflugt til Surin-øerne med privat longtailbåd

Denne udflugt giver jer mulighed for at opleve Surin-øerne i jeres eget tempo. I sejler ud fra Khao Lak med fælles speedbåd, men fortsætter dagen i jeres egen private longtailbåd med guide. Det giver frihed til selv at styre ruten og lægge kursen uden om de større grupper.

Når I ankommer, venter longtailbåden klar. Herfra kan I snorkle ved udvalgte rev, lægge til ved små strande og besøge moken-landsbyen. Guiden hjælper med at finde de bedste steder i løbet af dagen, men I bestemmer selv, hvor længe I vil blive hvert sted.

Surin-øerne ligger i Andamanhavet tæt på grænsen til Myanmar og er en del af nationalparken Mu Ko Surin National Park. Her er ingen store resorts eller strandbarer – kun beskyttet natur, klart vand og nogle af områdets smukke koralrev. Netop fordi området er så velbevaret, giver det mening at opleve øerne i mindre skala og med ro omkring sig.

Det er en dag med fokus på havet, stilheden og følelsen af at have mere plads omkring sig, end man normalt får på en klassisk dagstur.

Detaljer om turen

Inkluderet i turen

Koh Surin

Oplev Khao Sok National Park, som du ønsker det

Khao Sok Nationalpark er en af Thailands mest populære – og med god grund. Her er usædvanligt smukt. En anden årsag er, at parken ligger tæt på flere populære destinationer og er utrolig nem og bekvem at besøge. Uden for indgangen til nationalparken ligger en lille by. Her finder du flere gennemførte resorts i høj kvalitet, godt med spisesteder og gode muligheder for indkøb. Kort sagt kan du opleve et af Thailands smukkeste hjørner med masser af udflugter ind i parken, samtidig med at du bor godt.

Vil man endnu tættere på, kan man skrue lidt ned for bekvemmeligheden og lidt op for det lokale. Et homestay er en ideel måde at opleve Khao Sok, hvis du både vil opleve det lokale liv i symbiose med parken og have højdepunkterne samtidig. Her bor man i en simpel, lille bungalow hos værtsfamilien i deres familielandbrug, langt fra de populære resorts. Du samler urter og grøntsager og hjælper med at lave en god gang thailandsk husmandskost til aften. Du kan opleve nationalparken, som de lokale selv ser den. Sejl på floderne med små bambusflåder og videre ud på den smukke Cheow Lan Lake med en lille privat longtailbåd. Det kan varmt anbefales til de nysgerrige og udadgående at opleve Khao Sok Nationalpark med et homestay – efterfulgt af en lille, afsondret ø.

Du kan også besøge det lille familielandbrug som dagsudflugt, hvor du oplever livet ved Khao Sok, hjælper med maden og sejler på floden med bambusflåde. Uanset hvordan du vil opleve Khao Sok, hjælper jeg gerne med at arrangere hele rejsen – eller dele af den.

Our Eco Camp
Gode muligheder for flotte og gennemførte resorts
Full Day Cheow Lan Lake Tour Our Jungle Khao Sok 8 1024x683 1
Cheow Lan Lake er en af Khao Soks helt store oplevelser
20220507 104614
Bo helt lokalt i Khao Sok og langt fra den lille by som andre

Opdag Khao Laks store og uberørte jungle

Du behøver faktisk ikke at køre helt til Khao Sok eller langt væk fra Khao Lak. Phang Nga-provinsen er selv hjemsted for en stor og uberørt jungle – en desværre ofte overset oplevelse i området.

Du bliver afhentet på hoteller af din guide, men Dagen start for alvor ved nationalparkens indgang, hvor møder parkens rangers, inden dagens vandring begynder.

Herefter starter jungletrekket, som varer cirka 2,5 time. Terrænet er kuperet og til tider udfordrende med reb-assisterede stigninger og krydsninger af mindre vandløb. Undervejs holder I pause ved en bjergbæk, hvor der brygges junglekaffe i rolige omgivelser.

Turen fører jer op til toppen af Ton Phrai-vandfaldet, hvorefter I bevæger jer ned til poolen nedenfor, hvor der er mulighed for en forfriskende dukkert. Herfra følger I en lettere sti tilbage til rangerstationen.

Efter vandringen serveres en thailandsk frokost, hvor du også får demonstreret, hvordan ris tilberedes i bambusrør efter traditionelle jungleteknikker. Bambusrisen indgår som en del af måltidet.

Efter frokost besøger I et træplantningsområde, hvor du selv planter et hjemmehørende træ som del af et regnskovsgenopretningsprojekt. Hvert træ registreres med GPS, så du har mulighed for at følge det ved et senere besøg.

Sidst på dagen køres du retur til dit resort i Khao Lak, hvor aftenen er til fri disposition.

Detaljer om turen

Inkluderet i turen

Jungle Stream 01
Khao Lak Jungle View 01

En Phang Nga Sightseeing

En klassisk sightseeing er en rolig og indholdsrig måde at opleve Phang Nga og området bag Khao Lak på. Turen kombinerer natur, kultur og lokale smagsoplevelser – langt mere end blot James Bond Island og den kendte Phang Nga-bugt.

Du bliver hentet ved dit hotel i Khao Lak og kører gennem lokale landsbyer mod Phang Nga by. Her oplever du moderne gadekunst i bymidten og besøger Boran Sathan Tham Sam med sine gamle hulemalerier. Undervejs smager du prisvindende satay fra en lokal restaurant.

Turen fortsætter til Wat Tham Ta Pan, hvor statuer illustrerer forestillingerne om himmel og helvede. Herfra kan du gå op i tempeltårnet og få udsigt over Phang Nga by og bugten. Bemærk, at opstigningen kan være krævende for gangbesværede.

Du besøger også Tham Suwannakhuha, et stemningsfuldt huletempel med en gylden, liggende Buddha og vilde aber i området omkring hulen.

Fra en lokal mole sejler du en kort tur med traditionel longtailbåd og nyder en frisk frokost i en fiskerlandsby. Dagen afsluttes ved Samet Nangshe, hvor du fra bjergsiden får panoramaudsigt over Phang Nga-bugten, inden turen går retur til dit hotel i Khao Lak.

Detaljer om turen

Inkluderet i turen

Praktisk information ved tempelbesøg

Når du besøger templer i Thailand, skal skuldre og knæ være dækket. Reglen gælder for både mænd og kvinder. En T-shirt og shorts eller nederdel, der går til knæene, er tilstrækkeligt.

20230205
Gadekunst i Phang Nga provisen
20180525
Samet Nangshe udsigtspunkt

Snorkling ved Similan-øerne

De berømte Similan-øer er formentlig den mest populære udflugt fra Khao Lak. Øerne ligger i Andamanhavet og er kendt for deres klare vand, hvide sandstrande og et rigt marineliv. Her finder du nogle af Thailands bedste snorkelområder med farverige koraller, tropiske fisk, havskildpadder og i sæson enkelte hvalhajer.

Udflugten starter med afhentning ved dit resort i Khao Lak og transfer til molen. Herfra sejler du mod nationalparken med enten speedbåd eller katamaran, afhængigt af hvilken løsning du vælger. Speedbåd er hurtigere og giver mindre grupper, mens katamaranen giver en mere stabil og rolig sejltur.

Ved ankomst til Koh Miang er der tid til at gå en tur på stranden og nyde omgivelserne, inden dagens snorkling begynder. Du snorkler ved øerne Payu og Ba Ngu, hvor revene ofte besøges af skildpadder. Senere på dagen besøger du den ikoniske Donald Duck Bay med de karakteristiske granitklipper og udsigt over det turkisblå hav. Men turen og øerne kan skiftes afhænigt af andre besøgende ved Similan-øerne, for at få den bedste oplevelse.

Hen på eftermiddagen går turen tilbage mod fastlandet, hvor transferen venter og kører dig retur til dit hotel i Khao Lak. Vil vide mere de fantastiske koraller og marinelivet, har jeg skrevet et blogopslag om god strand- og koralskik.

Detaljer om turen

Inkluderet i turen

Similan
Similan2

Det lokale Khao Lak og Phang Nga

Det skal ikke være en hemmelighed, at Bambus Rejser og jeg har nogle favoritter. Ofte handler det om at komme lidt væk fra stranden og tættere på det lokale liv i og omkring Khao Lak. Derfor kan det anbefales at køre ind i Phang Nga med lokal guide og opleve en mere hverdagsnær side af området.

Du bliver hentet ved dit hotel i Khao Lak og kører mod dagens første tempel, Khuek Khak-templet nær Bang Niang. Her introducerer guiden områdets historie og betydning, inden turen går videre til et udsigtspunkt ved den såkaldte Big Buddha på bakken.

Undervejs forlader du hovedvejen og spiser frokost med panoramaudsigt over kysten. Turen fortsætter til Baan Nam Khem Tsunami Museum, hvor du får indblik i områdets nyere historie.

Senere besøger du den gamle bydel i Takua Pa med det gyldne tempel og et ældre kinesisk skrin. I byens traditionelle marked kan du opleve lokale råvarer, små håndværk og smage thailandske snacks, som primært handles af de lokale selv.

Dagen afsluttes med retur til dit resort i Khao Lak.

Programmet kan justeres afhængigt af vejr, lokale forhold og særlige ønsker.

Detaljer om turen

Inkluderet i turen

Praktisk information ved tempelbesøg

Når du besøger templer i Thailand, skal skuldre og knæ være dækket. Reglen gælder for både mænd og kvinder. En T-shirt og shorts eller nederdel, der går til knæene, er tilstrækkeligt.

Local temples
Klong Ka Temple

Samfundsturisme i Khao Lak

Samfundsturisme er en af de mest interessante måder at opleve de små lokalsamfund. Der kommer penge ud i området, som ellers sjældent ser noget til turisme. Samtidig er det en af de bedste måder at komme tæt på landet og den kultur, man besøger. Turen gennemføres i samarbejde med et lokalt community-baseret turismeprojekt, hvor en del af betalingen går direkte til landsbyen.

Turen starter med, at du bliver kørt til molen og sejlet nordpå langs den smukke kyst og gennem den vilde mangrove til en lille landsby. Her møder du nogle af beboerne og fortsætter i kajak ind i mangroven. Her kan du spejde efter fugle, aber, øgler, frøer og meget andet i det fascinerende vådområde.

Efter en sejltur i mangroven kommer du retur til landsbyen, hvor du kan lave traditionelle farvede batiktekstiler. Du hjælper med at farve tekstilerne med et sammenkog af bark og andre naturlige materialer fra mangroven og naturen. Mens dine tekstiler tørrer i solen, bliver det tid til at nyde en god lokal frokost og omgivelserne i landsbyen. Der er også mulighed for at prøve kræfter med traditionel tin-vask i den nærliggende bæk – en aktivitet, der har historisk betydning i området.

Sidst på dagen sejler du retur mod kysten og kan, afhængigt af dagens program, tage et ophold ved en rolig strand, inden du bliver kørt tilbage til dit resort i Khao Lak.

Detaljer om turen

Inkluderet i turen

Samfundsturisme

Turen arrangeres i samarbejde med et lokalt community-baseret turismeprojekt. Minimum 1.000 baht pr. deltager går direkte til lokalsamfundet og bidrager til lokale initiativer og indkomst i området.

20220428 113550 Copy
20220909 110037 scaled

Oplevelser med Elefanter i Phang Nga og Surat Thani

Ansvarlig turisme er hjerteblod hos Bambus Rejser. Jeg ønsker, at alle, der rejser med Bambus Rejser, er velvidende om, at oplevelserne lever op til de højeste standarder, når det kommer til dyrevelfærd, miljø, bevaring og social ansvarlighed. Derfor tilbyder Bambus Rejser ingen elefantoplevelser med udgangspunkt i Khao Lak.

Årsagen er, at de oplevelser, der findes i Phang Nga og Surat Thani, ikke lever op til de højeste standarder for elefanters dyrevelfærd. Khao Sok hører også under Surat Thani. Det gælder også, selvom der er flere meget populære attraktioner med elefanter – især i Khao Sok og omegn. Den eneste måde, du kan hjælpe med at hæve dyrevelfærden, er ikke at støtte disse, så længe der ikke leves op til de højeste standarder.

Jeg håber derfor, du vil fravælge oplevelser med elefanter i Phang Nga- og Surat Thani-provinserne. Vil du opleve elefanter, er der flere gode muligheder for at gøre det på Phuket med god samvittighed – her finder du også de nærmeste elefantvenlige oplevelser fra Khao Lak. Du kan få inspiration til Phuket og øens oplevelser her.

vanda 10
Elefant 1

Kontakt mig hvis du vil opleve Khao Lak og Phang Nga

Khao Lak bliver ofte overset som en oplevelsesdestination, selv om området byder på mange spændende naturoplevelser og udflugter i nærområdet. Hos Bambus Rejser er ansvarlig turisme hjerteblod, og derfor arrangerer jeg kun ture med bæredygtige og plastikfri udbydere, der giver tilbage til de lokalsamfund, du besøger.

Mangler du et godt resort i Khao Lak med fokus på bæredygtig drift, eller søger du stadig inspiration til, hvad Phang Nga-provinsen og Phang-Nga-bugten kan tilbyde? Ellers er du altid velkommen til at tage kontakt og vi kan tale om de mange muligheder.

Telefon 70 40 42 45

Email post@bambusrejser.dk