Udflugter og oplevelser i Krabi og Phang Nga-bugten

Krabi har længe været populær på grund af sit smukke landskab og sine strande. De store kalkstensklipper og -toppe står dramatisk over de smukke strande og de mange småøer i Phang Nga-bugten. Man bør dog først og fremmest besøge Krabi for de mange muligheder for udflugter og oplevelser.

Krabi ligger ud til Phang Nga-bugten, hvor en af Thailands største mangroveskove findes. Her venter et utal af småøer samt imponerende kalkstensklipper og bjerge. Fastlandet byder også på spektakulære landskaber med masser af oplevelsesmuligheder. Derfor kan du opleve alverdens udflugter i Krabi – uanset om du vil trekke, sejle kajak eller cykle. Eller om du foretrækker roligere oplevelser som øhop på de smukke bounty-øer, street food-ture eller afslapning i junglens varme kilder.

Alle udflugter, du ser her, er arrangeret af ansvarlige og plastikfrie operatører, der arbejder for low impact tourism. Derfor kan du nyde dine oplevelser med ro i sindet, velvidende at arrangørerne tager hensyn til både natur, miljø og lokalsamfund.

Oplev James Bond Island og Phang Nga-bugten i havkajak

Tag en dag ud med en traditionel longtail-båd fra Krabi og oplev flere af højdepunkterne i Phang Nga Bay. Turen starter fra Hat Nopparat Thara Pier med en sejltur mod den berømte ø Koh Tapu, bedre kendt som James Bond Island. Øen blev verdenskendt gennem James Bond-filmen The Man with the Golden Gun fra 1974. Her besøges også Khao Phing Kan, inden du kan udforske området og tage billeder af den ikoniske kalkstensklippe, der rejser sig dramatisk fra havet.

Phang Nga-bugten rummer en af Thailands største mangroveskove og et landskab af stejle kalkstensøer dækket af tæt jungle. Ved frokosttid gøres der stop ved den fascinerende flydende landsby Koh Panyee – bygget på pæle i vandet i det 18. århundrede af et javanesisk samfund. I dag har landsbyen både skole, fodboldbane og små butikker. I får en rundtur i landsbyen og ser det lokale liv, inden der serveres frokost på en af restauranterne med udsigt over bugten.

Efter Koh Panyee fortsætter sejlturen ud i bugten, hvor der bliver tid til at udforske området fra havkajak. Ved Lod Cave kan I ro ind gennem grotter og laguner i mangroveskoven og opleve de dramatiske kalkstensformationer helt tæt på. Turen inkluderer også et besøg ved Wat Suwan Kuha, bedre kendt som Abetemplet, hvor en 15 meter lang liggende Buddha hviler inde i grotten.

Inden turen går tilbage mod Krabi, bliver der typisk tid til en svømmetur og afslapning ved Hong Island Bay, hvis forholdene tillader det.

Detaljer om turen

Inkluderet i turen

James Bond Island
Oplev den ikoniske kalkstensklippe på en udflugt til James Bond Island – men hvor længe kan den mon stå endnu?
Oplev Koh Panyee i Krabi
Koh Panyee er en flydende landsby grundlagt af javanesiske søfarere i 1700-tallet – i dag et lille fiskersamfund bygget på pæle over havet

Øhop og fænomenet Thale Waek - fire øer med Longtail-båd

Tag en dag ud med longtail-båd i Krabi og oplev nogle af Phang Nga-bugtens og Andamanhavets smukkeste øer og strande. En rolig dag på vandet, hvor du kan slappe af, snorkle og opleve bugtens unikke natur, herunder det fascinerende fænomen Thale Waek.

Udflugten starter fra Hat Nopparat Thara Pier med et besøg på den imponerende Railay Beach, omgivet af enorme kalkstensklipper. Her bliver der tid til at udforske Phra Nang Cave og nyde stranden, inden sejlturen fortsætter mod øerne. Fra Railay går turen videre til den smukke ø Koh Poda, hvor du kan snorkle ved det farverige koralrev i det klare vand. Mens du snorkler og slapper af, bliver der gjort klar til en frokost på stranden. Lave borde, små bambusmåtter og parasoller opstilles, mens en thailandsk frokost serveres direkte ved vandkanten.

Efter opholdet på Koh Poda fortsætter dagen til Koh Gai, også kendt som Chicken Island, og videre til Koh Tub og Koh Mor for at opleve Thale Waek. Dette naturfænomen, også kendt som det delte hav, skaber ved lavvande en smal sandbanke, der midlertidigt forbinder de tre øer. Her kan du gå mellem øerne, bade ved den bløde sandstrand og nyde en forfriskende drink, inden båden sætter kursen tilbage mod Krabi.

Detaljer om turen

Inkluderet i turen

Koh Poda
Koh Poda er en af Krabis smukkeste øer, omgivet af hvide sandstrande, krystalklart vand og koralrev ideelle til snorkling
Oplev fænomenet Thalae Waek i Krabi
Thale Waek er en midlertidig sandbanke og smuk strand, der forbinder tre øer, men forsvinder ved højvande, så timingen skal være rigtig

Madoplevelser med streetfood i Muang Krabi – Krabi Town

Sydthailand er anderledes end resten af landet, både hvad angår landskab, kultur og køkken. Maden i Krabi og resten af Sydthailand afspejler regionens nære forbindelser til Indien, Java og Malaysia gennem tiden. Ligesom de allestedsværende kokosnødder ofte indgår i maden, hvor kokosmælken bruges til supper og karryretter, mens olien anvendes til stegning. Både cashewnødder og ananas indgår også ofte i retterne.

Derfor er en street food-tur i Krabi en interessant oplevelse og en udflugt, man bør overveje. Maden siger meget om regionen og er en sjov måde at få lidt kultur på rejsen. I Krabi By, også kendt som Krabi Town, finder du steder, hvor thailænderne selv spiser. Her er rigeligt med sælgere, og man kan prøve de lokale delikatesser, som provinsbyen har at byde på. Overvej derfor en aften med guide i Krabi By og prøv de gode streetfood-retter.

Udflugten begynder med et stop ved et af Krabi Bys vartegn og en rolig gåtur langs floden, hvor man kan få lidt af atmosfæren med. Der bliver også gjort et stop ved Khao Kanab Nam og Boo-Dam, Krabis mest kendte vartegn. De to høje kalkstensklipper står som en imponerende port over floden.

Når det kommer til street food i Krabi, bliver der tid til at prøve retter som de populære Look Chin Ping – dybstegte kødboller med urter og dyppelse – og Tod Mun Pla, en thailandsk fiskefrikadelle. Derudover kan man prøve forskellige lokale specialiteter ved de mange street food-boder og små gadekøkkener i Krabi By samt afslutte med lidt dessert og Thai chai-te.

Vil man have et lille stykke Thailand med hjem efter sin street food-oplevelse i Krabi, kan man også overveje et madlavningskursus. Her kan man lære at lave de thailandske karrypastas fra bunden eller hjemmelavede forårsruller.

Detaljer om turen

Inkluderet i turen

Krabi Street Food Tour
Krabis ferskvandskrabber lever i provinsens mangroveskove og flodmundinger – et symbol på byen og en del af det lokale køkken
Krabi Street Food Tour
På en udflugt til Krabis street food-markeder kan du smage Look Chin Ping – grillede kødboller på spyd

Smukke Koh Hong og lagunen i havet - med longtail-båd

Koh Hong er en af de smukkeste øer i Phang Nga-bugten og en skøn udflugt fra Krabi. De høje kalkstensklipper rejser sig dramatisk direkte op af Andamanhavet, og det krystalklare vand er særdeles indbydende til en svømmetur i de smukke omgivelser. Koh Hong betyder “øen med rummet” og har fået sit navn efter den idylliske, lukkede lagune i øens midte, som kun kan nås med båd.

Øen er en betagende naturoplevelse i Krabi og kan besøges på flere forskellige udflugter til Hong Islands. Man kan vælge en rolig tur med longtailbåd eller speedbåd fra Krabi, ofte med afgang fra Hat Nopparat Thara. Herefter kan du slappe af på stranden, snorkle ved revet eller tage en lille vandretur på øens 800 meter lange natursti. Området har et rigt dyreliv, så hold øjnene åbne – du kan være heldig at se flyvende hunde eller varaner, der bevæger sig langs strandkanten.

Turen kombineres ofte med øerne Koh Pakbia og Koh Lao Ladding, hvor der også er mulighed for snorkling og ophold på stranden.

Vil du udforske området mere aktivt, kan du tage en tur i havkajak og selv padle ind i lagunen og komme helt tæt på de stejle kalkstensklipper.

Der serveres frokost på stranden på bambusmåtter og lave borde, hvor man kan nyde lidt thailandsk mad i rolige omgivelser. En afslappet dag med naturoplevelser i Krabi ved vandet.

Detaljer om turen

Inkluderet i turen

Koh Hong
Oplev Koh Hongs lagune omgivet af kalkstensklipper og frodig skov, der siges at være opstået, da en grotte over øen kollapsede
Oplevelser i Krabi
Tag på en udflugt til Koh Hong, hvor du kan snorkle i krystalklart vand omgivet af høje kalkstensklipper og frodig skov i Phang Nga-bugten

Mangroveskove og kajakoplevelser i Krabi

Krabi-provinsen er hjemsted for flere store mangroveskove og giver særligt gode muligheder for kajakture og aktive oplevelser i Krabi. Det særlige økosystem på grænsen mellem land og vand er hjem for et rigt og varieret dyreliv, og det er en oplevelse i sig selv at bevæge sig ind i det tætte buskads i mangroven.

Her kan du se aber, fugle, flyvende hunde, padder, slanger og meget andet. Det tætte vildnis gør, at man kan komme ganske tæt på det vilde liv – nogle gange også tættere, end du måske lige ønsker. Bambus Rejser tilbyder udflugter til to områder i Krabi, Ao Thalane og Bor Thor, hvor du kan sejle kajak i mangroveskoven.

Krabis mangrovelabyrint – Ao Thalane

Ao Thalane er et af de mest spændende områder at opleve mangroveskoven og tage på kajaktur i Krabi. Her kan du udforske et varieret landskab af vandveje – fra havet i Thalane Bay gennem smalle passager og kalkstensklipper til mangrovens brakvand og videre til en smaragdgrøn ferskvandsflod. Undervejs kan du padle gennem den tætte natur med gode muligheder for at spotte aber, dyndspringere, krabber og forskellige fuglearter i mangroven.

Området kaldes også “mangrovelabyrinten” på grund af de mange forgrenede vandveje, der kan udforskes i kajak. Ruten ændrer sig fra dag til dag afhængigt af tidevandet, og ved lavvande dukker sandbanker op mellem fastlandet og mangroveskoven, hvilket giver et unikt indblik i økosystemet. Til frokost serveres et thailandsk måltid på en lokal restaurant, hvorefter turen kan fortsætte med en sidste stop ved Klong Sa Kaew – en krystalklar ferskvandsflod, der snor sig gennem junglen.

Detaljer om turen

Inkluderet i turen

Kajakoplevelser i Krabi
Kombinationen af de store kalkstensklipper og mangroveskovene gør kajakture til nogle af de mest fascinerende oplevelser i Krabi
Kajakoplevelser i Krabi
På en udflugt til Ao Thalane kan du sejle dybt ind i den vilde, dystre mangrovelabyrint

Grotter og laguner - Bor Thor

Turen til Bor Thor starter med halvanden times sightseeing i bil gennem bjergene og skovene i det nordlige Krabi mod Phang Nga og Ao Luek. Her begynder kajakturen gennem mangrovefloden. Mangroveskoven er mindre her, men der er stadig mulighed for at se store varaner, krabber, aber og sjældne fugle i deres naturlige omgivelser.

Udflugtens højdepunkt er Hua Tho Cave samt flere andre grotter og laguner, herunder de smalle passager ved Tam Lod Nua og kalkstensformationerne ved Tam Pee Hua, som kan udforskes fra kajakken. Her kan du tilmed se gamle hulemalerier direkte fra vandet.

Hvis du holder dig tæt til guiden, kan du få svar på dine spørgsmål om dyrelivet, planterne, de smukke stenformationer og de ældgamle hulemalerier. Omkring frokost serveres et thailandsk måltid på en lokal restaurant, efterfulgt af et lille hvil, inden dagen fortsætter med flere oplevelser i kajakken.

Detaljer om turen

Inkluderet i turen

Kajakoplevelser Bor Thor i Krabi
På en udflugt til Bor Thor har du ikke kun mangroveskov, men også flere spændende gamle hulemalerier
Kajakoplevelser Bor Thor i Krabi

Den traditionelle livsstil og homestays – lokale oplevelser i Krabi

Krabi-provinsen er hjem for en stor mangfoldighed og mange små landsbyer, der byder på interessante homestays. Derfor kan det være værd at overveje et homestay eller en udflugt til provinsens lokalsamfund. Samfundsturisme er en ideel måde at opleve Krabi på og samtidig kanalisere økonomi ud til områder, hvor rejsende ellers sjældent kommer – alt imens du får indsigt i den traditionelle livsstil og kultur.

Her finder du små landsbyer beboet af både thai-buddhister, thai-kinesere og thailandske muslimer, som har levet side om side i århundreder. Du kan også besøge den lille ø Koh Klang, hvor traditionelle muslimske fisker- og landbrugssamfund stadig præger hverdagen i små familielandbrug.

Koh Klang og Krabi 's traditionelle livsstil væk fra turismen

Koh Klang er en lille, charmerende ø i Krabi-provinsen, hvor der stadig leves et beskedent og simpelt liv. Øen ligger langt fra de steder, hvor de fleste turister kommer, og her findes kun en smule samfundsturisme. På Koh Klang lever man hovedsageligt af fiskeri, kystnært opdræt og små landbrug til egen forsyning med løsgående husdyr som ænder og høns. En spændende udflugt fra Krabi, hvor du kan opleve det traditionelle liv i Syden – langt fra det moderne og travle Thailand.

Turen starter ved Chao Fah Pier med en kort sejltur i traditionel andaman longtail-båd til øen. Ved ankomsten mødes man af en lokal sidevognstaxa, som kører det sidste stykke til landsbyen i Klonglu-samfundet. Her bliver man budt indenfor og får indblik i hverdagen – en oplevelse af sydthailandsk kultur og livsstil uden turismens præg.

Man kan deltage i landsbyens daglige opgaver, for eksempel hjælpe med at lave Mudmee Tie-Dye batik på tekstiler eller bruge naturlige farver til at male et postkort. Farverne fremstilles på gammeldags vis med bark fra mangrovetræer, blomster og blade.

Mens tekstilerne tørrer, kan man lære at lave fladbrød og roti og nyde en hjemmelavet sydthailandsk frokost – en husmandskost, som thailænderne selv spiser. Man kan også se forarbejdningen af Khao Sang Yot, en særlig sydthailandsk tradition for spirede brune ris, der dyrkes lokalt og bruges i de sydthailandske køkkener. Kort sagt får man mulighed for at deltage i hverdagens gøremål.

Efter frokosten fortsætter turen med longtail-båd gennem Koh Klangs mangroveskov, som omgiver øen og rummer et rigt marint liv. Her, i grænsen mellem land og vand, hører man om økosystemets betydning for landsbyen, fiskeriet og de små lokalsamfund i Krabi. Man kan også opleve noget af det varierede dyreliv i området.

Detaljer om turen

Inkluderet i turen

Oplev et homestay i Krabi
Transporten er ofte simpel og trang i lokalsamfundene langt fra turistområderne, men det er en mindeværdig del af oplevelsen
Hjemmelavet mad fra Krabis øer
På et homestay i Krabi eller en udflugt til de små lokalsamfund kan du smage et lækkert, hjemmelavet og traditionelt måltid

Smukke Ao Luek og homestay i Krabi væk fra turismen

I det nordlige Krabi ligger distriktet Ao Luek, hvor landskabet skifter mellem mangroveskov, kalkstensøer og små fiskersamfund ved Andamanhavet. Området er ikke præget af masseturisme, men af ro og lokalt hverdagsliv. Ao Luek og Laem Sak giver indblik i en mere lokal og rolig del af Krabi.

Man møder sin guide og oversætter på hotellet, hvorefter turen går mod Ao Luek og Laem Sak Community Resort, hvor du overnatter i bungalow. Undervejs gøres et stop ved en orkidégård, hvor der dyrkes hjemmehørende arter. Herefter fortsætter turen med longtail-båd gennem mangroveområdet og ud på det indre hav til et orkidébevaringsprojekt samt forhistoriske hulemalerier, der menes at være op mod 3000 år gamle.

Til frokost serveres Khao Kluk Kapi, en lokal ret med stegte ris i frisk rejepaste fra områdets rejer. Senere tjekker du ind på Laem Sak Community Resort.

Herefter følger en rundvisning, hvor tre befolkningsgrupper – thailandske buddhister, sino-thailændere og thailandske muslimer – har levet side om side i mere end 100 år. Her kan du opleve det smukke sydthailandske batikhåndværk og selv prøve at lave batik som souvenir samt deltage i plantning af nipa-palmer i det lokale skovområde. Aftenen er på egen hånd, og der serveres aftensmad med sydthailandske retter.

Efter morgenmad på hotellet opleves området fra kajak. Du sejler gennem vandveje mellem mangrover, forbi grotter og gamle hulemalerier. Turen går også forbi et lokalt havbrug med opdræt af fisk og tang. Når oplevelserne på vandet er slut, vender du tilbage, hvor der serveres frokost med autentisk sydthailandsk husmandskost.

Herefter siger du farvel til dine værter og fortsætter din rejse videre eller retur til Krabi.

Detaljer om turen

Inkluderet i turen

Oplevelser i Krabi - Ao Leuk
De små landsbyer, der ligger idyllisk ude i Krabi-provinsen, byder også på moderne oplevelser, der måske vil overraske dig
Oplevelser i Krabi - Ao Leuk

Khao Pra-Bang Khram National Park og Wat Tham Sua – Tiger Cave Temple

En udflugt til nogle af provinsens klassiske højdepunkter og rolige naturoplevelser i Krabi. Dagen starter med en tur ind i Khao Pra-Bang Khram Nationalpark, som er kendt for sin store biodiversitet, især blandt fugle. Over 320 fuglearter er blevet observeret i dette lille reservat, heriblandt flere sjældne. Der findes også omkring 30 forskellige arter af reptiler, så hold øjnene åbne og prøv at få øje på noget af dyrelivet i skoven og sumpområdet.

I nationalparken går man en rolig tur gennem mangroven og tørvesumpen, indtil man når de kendte laguner Emerald Pool og Blue Lagoon. Her bliver der tid til en forfriskende dukkert, nogle billeder og en pause til at køle ned, inden turen fortsætter.

Det næste stop er Krabi Hot Springs, hvor der typisk er mere roligt end ved de offentlige kilder. Her kan man slappe af i det terapeutiske, saltholdige mineralvand med temperaturer på helt op til 42 grader. Den naturlige, vulkanske kilde menes at have flere sundhedsmæssige fordele, særligt for huden.

Dagens sidste stop er det kendte Wat Tham Sua, bedre kendt som Tiger Cave Temple. Templet ligger på toppen af et bjerg, og det kræver intet mindre end 1260 trin at nå toppen. Udsigten over Krabis kalkstensklipper, skov og kystlinje samt den imponerende Buddha-statue er dog det hele værd. På toppen kan man også observere munkene og deres daglige liv ved templet.

Detaljer om turen

Inkluderet i turen

Oplev Krabis laguner
De små laguner i Krabi-provinsen er perfekte til en forfriskende dukkert, uanset hvilken type udflugt du er på
Tigertemplet i Krabi
Tiger Cave Temple, beliggende på en bjergtop, er en af de mest kendte tempeloplevelser i Krabi

Nysgerrig på en rejse med masser af oplevelser i Krabi?

Overvejer du at rejse til Krabi eller Sydthailand? Bambus Rejser kan hjælpe med en rejse fyldt med oplevelser i Krabi. Uanset om du søger en simpel rejse med et godt resort i Krabi, eller om du vil kombinere den med andre destinationer i Thailand, kan jeg hjælpe. Jeg har også mange flere resorts til gode priser, end du finder på siden.

Krabi kan kombineres med et øhop, for eksempel til Phi Phi og Phuket, eller med en specialrejse langt fra de kendte egne af Sydthailand. Mangler du inspiration og ved ikke helt, hvad du søger, kan du finde mere inspiration til Krabi her – ellers er du velkommen til at ringe eller skrive, så vi kan tage en uformel snak om mulighederne.

Telefon 70 40 42 45

Email post@bambusrejser.dk