Bæredygtige oplevelser på Phuket
Ansvarlige og bæredygtige oplevelser på Phuket
Bæredygtighed er ikke det de fleste forbinder med øen, men der er et meget interessant udvalg af ansvarlige og bæredygtige oplevelser på Phuket. Men den hårde konkurrence mellem hotellerne, har ledt til mange forskellige og interessante tiltag for en mere ansvarlig og bæredygtig drift. Tag for eksempel Phuket Marriott Resort & Spa, som har lavet eget sommerfugle reservat for at hjælpe med bevarelsen af øens indfødte sommerfugle, samt de er involveret i genopbygningen af det nærliggende koralrev, blandt rigtig meget andet. Men rigtig mange andre aktører har fulgt med på at tilbyde bæredygtige oplevelser, og du kan let selv gøre en indsats, samtidigt med I får nogle rigtig gode oplevelser.
Så for at give lidt inspiration i forbindelse med vores strandferier på ansvarlige og bæredygtige resorts på Phuket, har vi samlet nogle af de oplevelser der støtter godtgørende og bæredygtige projekter. Oplevelser og souvenirs der hjælper det lokale erhvervsliv og lokalsamfundet, som let besøges og arrangeres på egen hånd. Samt selvfølgelig lidt museer, for Phuket har langt mere historie end de fleste lige går og tror. Alt sammen så feriebudgettet havner i nogle af de rigtige lommer. Vi håber du vil synes vores forslag.
Jord til bord og bæredygtige spisesteder
- Pru Restaurant var Thailands første restaurant med en grøn michelin-stjerne. En michelin-stjerne for restauranter med stor ekspertise og stort arbejde for bæredygtig gastronomi. PRU Restaurant har et jord-til-bord koncept og sit eget økologiske landbrug på 16.000 kvm. Her dyrkes grøntsager, urter og blomster, som alle bruges i køkkenet. Andre friske ingredienser er fra lokale landbrug og fiskere, såsom fritgående kyllinger, tang, krabber, hummere, frugt og meget andet. Husk at bestille tid på hjemmesiden.
- Oplev havbruget Intara Farm ud for Phukets østkyst. Restauranten og havbruget nås med deres long-tail boat. Ude på havbruget får du en rundvisning og ser hvordan deres lille bæredygtige havbrug fungere. Du kan også benytte deres kajakker til at udforske Phukets mangrove, ligesom du selvfølgelig købe en lækker omgang frisk fisk og skaldyr på deres lille restaurant. Skriv og book via deres facebook-side.
Intara Farm ligger mellem Phuket og Coconut Island, hvor man finder resortet The Village. - Jampa er endnu en restaurant der arbejder med en bæredygtighed på Phuket – og siden vi oprindeligt nævnte Jampa, har den også vundet en grøn michelin-stjerne. De har egen gård og en konstant skiftende menu afhængigt af hvad der fanges i havet og hvad der høstes i haven. Deres mål er at påvirke jorden minimalt, herunder ved at skabe organisk kompost af affaldet, som bruges i eget landbrug. Derudover ligger restauranten i flotte og hyggelige omgivelser, se fx deres Facebook og Intagram.
- Besøg den 70+ år gamle restaurant Mee Sapam af to grunde. Først fordi de tidligere har vundet Michelin´s Bib Gourmand for lækker og billig kvalitetsmad. Men også fordi man i deres lille souvenirbutik, kan købes deres nærmest berømte reje- og fiske-pastaer til madlavningen. En ideel og lokal souvenir. Er du i tvivl om hvordan sådan en pasta bruges, kan et madlavningskursus anbefales.
Kom tættere på Phukets kultur og historie
- Selvom Phuket mest er kendt som en stor turist destination, så har øen faktisk en lang og interessant historie. Derfor er et besøg på Thalang National Museum oplagt. Her kan du lære om Phukets tidligste indbyggere. Blive klogere på Slaget ved Thaland, og søstrene Thao Thep Krasattri og Thao Si Sunthon. Museumet går også igennem kinesernes ankomst og udviklingen af Phuket, samt de befolkningsgrupper der findes på øen i dag. Der er åbent dagligt 8.30-16:00, med undtagelse af helligdage.
Phuket er generelt ikke destinationen for folk der søger store museums oplevelser. Men vil man blive klogere på øens historie og de mange flotte palæer i og omkring Phuket Old Town, så besøg Phuket Mining Museum. Her bliver man klogere på hvor øens rigdom kom fra. Lyder det interessant, så husk at tjekke Thalang National Museum, et virkelig gennemført design hotel bygget med inspiration fra netop denne tid.
- Phuket Old Town er ikke just et museum, men byens historie og mange flotte bygninger er et besøg værd. Det kan i særdeleshed betale sig af tage en lokal guide med på turen for at komme lidt nærmere Phukets historie. Oplagt efter et besøg i Phuket Mining Museum. Et kig forbi Chinpracha House (museum) er oplagt, hvis du ønsker at se et af de smukke palæer fra minedriftens tid på øen.
Synes øens historie og den gamle minedriften er interessant skal du overveje resortet The Slate. Resortet er Phukets mest gennemførte designhotel og et af de mest gennemførte i landet. Resortet er virkelig gennemført i en “minedriftsstil” og beliggende i rolige og smukke omgivelser ved den lille Sirinat Nationalpark – samtidigt med resortet et stort fokus på ansvarlig og bæredygtig hoteldrift.
Besøg og støt organisationer der arbejder for et bedre Phuket
- The Gibbon Rehabilitation Project arbejder for at rehabilitere tilskadekomne gibbonaber og sætte dem fri. De beskytter og genopbygger bestanden i bl.a. Khao Pra Theaw Non-Hunting Area. Besøg dem i Thalang, både for oplevelsen og for at støtte en rigtig god sag.
Husk! Tag aldrig fotos med vilde dyr, som fx gibbonunger. Disse dyr er ofte taget fra naturen og udnyttet som attraktioner. I mange tilfælde dræbes forældrene for, at få ungen og mange overlever ikke faldet fra trætoppene. En enkelt lille gibbonunge koster mange gibbonliv. - Soi Dog Foundation er en non-profit organisation der hjælper gadehunde og -katte. Du kan besøge dem i Thalang, den nordligste del af øen. Man kan arbejde frivilligt med bl.a. at socialisere med hundene og gøre dem klar til adoption. Alternativt kan man donere penge, legetøj og andet, eller køb en lille souvenir som støtter sagen.
- Ønsker man at opleve elefanter på Phuket, så er det bedste sted Phuket Elephant Sanctuary i Paklok. Reservatet er Phuket første og mest etiske. Her er ingen elefantridning, badning, shows og interaktionen er begrænset til at hjælpe med fodring. Her skal elefanterne blot være elefanter, efter deres lange hårde arbejdsliv i turismen og træfældning i skovene. Herudover har reservatet en 600 meter lang gangbro 6 meter over parken, hvor elefanterne kan observeres.
- The Life Home Project Foundation hjælper HIV-positive og AIDS påvirket børn. Hvis du vil lave en alternativ klimakompensation, kan du overveje at støtte. De hjælper børn, mange forældreløse, som følge af HIV/AIDS, med husly, omsorg og højne deres livskvalitet. De har også dagtilbud til børn af HIV-smittede forældre, som kan arbejde om dagen, mens deres børn bliver passet. Til større børn har de et uddannelsesstipendie, for dem som er blevet gamle nok til at bo for sig selv.
Shopping og lokale produkter
- Søger man bæredygtige oplevelser på Phuket og samtidigt synes godt om en god flaske gin eller rom, så er Chalong Bay Rum Distillery et must. Overvej en flaske Saneha, en lokal Phuket gin, på råvarer fra lokale landmænd, dyrket uden pesticider og svedjebrug. Selvfølgelig lavet på øens destilleri. Det er også oplagt at tage på en rundvisning på destilleriet, tage deres cocktail workshop eller besøge deres lækre cocktail bar og restaurant, Suay X Chalong Bay.
- The Fin Arts er et kunstinitiativ på Phuketsom sælger unikke håndmalet hajer. Derudover donerer de en del af overskuddet til Shark Guardian og bruger en masse af energi på at oplyse om illegalt hajfiskeri og hajernes vigtighed for økosystemerne.
- Pornthip Phuket er en vaskeægte souvenir shop, som man normalt ville gå udenom. Pornthip Phuket har dog den fordel, at de har et stort udvalg af lokale produkter. Et besøg og lidt shopping kan derfor være en sjov fornøjelse med de mange specielle produkter. Her finder du fx den krydret fiskenyrer blanding med urter, du altid har stået og manglet. Eller mere konventionelle produkter som tørret mango, lokale snacks og durian frugtmix drik – Samt diverse shrimp og fish paste.
- I den nordlige ende af Phuket er Khun Mae Ju et godt alternativ til Pornthip. Igen en souvenirbutik på godt og ondt. Her er flere interessante produkter med bl.a. deres egne Taosor-kager og andre lokale produkter – Samt varer man går hurtig forbi.
- Nogle af de lokale produkter på øens mange markeder. Oplagte produkter er blå Butterfly tea, kokosolie, tørret frugter, urter og krydderier, og saucer og dyppelse.
Husk, at aldrig købe produkter som indeholder dyr eller dele fra dyr, som fx muslingeskaller, koraller, søstjerner eller andet.
Ansvarlige aktiviteter på Phuket
Phuket og de nærliggende øer og rev er hjem til fantastiske muligheder for at dykke. Her er koralrev og farverige fisk i lange baner, men øen har også et uoverskueligt stort antal af dykkervirksomheder. Vil du dykke eller tage et certifikat, skal du selvfølgelig finde og vælge en kvalitetsvirksomhed. Både når det gælder sikkerhed og produkt, men også når det gælder miljø og ansvarlighed. Derfor anbefaler vi Aussie Divers, som laver mange forskellige kurser og ture i virkelig høj kvalitet.
Ønsker du at besøge Phuket, så kan du se nogle af vores strandferier til bæredygtige hoteller på Phuket og omegn her. Alle resorts er bl.a. valgt efter deres indsats for ansvarlig og bæredygtig hoteldrift, samt selvfølgelig den kvalitet de leverer.