Thailands Østkyst – spændende muligheder og store kontraster
Østthailand ved Siambugten – fra rolige strande til livlige rejsemål
Rejser til Østthailand tager dig til en kyststrækning på få hundrede kilometer langs Siambugten med store kontraster og forskelligheder. Det østlige Thailand må dog ikke forveksles med Nordøstthailand, bedre kendt som Isaan.
Østkystens rejsemål varierer markant på flere områder, fra Pattaya, en af Thailands mest besøgte og livlige destinationer, til nogle af de mest fredelige og oversete rejsemål. Trods få hundrede kilometer kyststrækning spænder kysten også fra nogle af Thailands tørreste destinationer til de mest regnfulde og sæsonbetonede områder. Kysten i det østlige Thailand er virkelig forskelligartet, og planlægningen kræver omhu, så du vælger den rette destination til sæsonen og oplevelserne.
Der er mange gode grunde til at rejse til Østthailand, særligt hvis du ønsker rolige og afslappende strande tæt på Bangkok med masser af muligheder for oplevelser. Desuden er det praktisk, da de fleste destinationer kan nås med få timers transport fra Bangkok. Thailands Østkyst har et stort udvalg af hoteller og resorts med god værdi for pengene – fra Pattaya og Na Jomtien til oversete Rayong og skønne øer.
Rejser til Østthailand byder dog på meget mere end strandferie. Udover afslapning og oplevelser langs Siambugtens kyst findes der både nationalparker til lands og vands, store historiske attraktioner og kulturoplevelser i det centrale Thailand. Med Bangkok som udgangspunkt for Østthailand er der kort transport til lækre strande, skønne bounty-øer og alverdens forskellige ferieoplevelser til enhver smag.
Rejsemål i Østthailand – skønne destinationer langs kysten
Bangkok er en oplagt første destination, inden du rejser til Østthailand, og du kan finde inspiration til hovedstaden her. Her er en kort introduktion til destinationerne langs Siambugtens østkyst, sorteret efter afstanden til Bangkok.
- Pattaya er den første store stranddestination, kun halvanden til to timers transport fra Bangkok. Byen er kendt for sit natteliv, men er de senere år blevet mere familievenlig og har et stort udbud af spisesteder, markeder og shoppingcentre – ligesom strandene er blevet renere.
- Na Jomtien er en lang kyststrækning lige syd for Pattaya og en verden til forskel. Jomtien er roligere, men med let adgang til Pattaya. Bambus Rejser tilbyder resorts i alle prisklasser – fra budget til luksus som Sea Sand Sun Resort. Kontakt Bambus Rejser for gode priser i Pattaya og Jomtien.
- Rayong er en af de mest oversete kystprovinser og rejsemål i Thailand. Provinsen tilbyder fredelig afslapning, en lokal atmosfære og brede, lange strande med få besøgende, selv i højsæsonen. Rayong er også Thailands største fiskeriprovins, hvilket tydeligt ses i det store udbud af lækker, billig seafood.
- Koh Samet er del af en Marine Nationalpark med smukke hvide sandstrande, palmer og bounty-idyl – og er en af Thailands smukkeste øer. Fra Ban Phe, cirka tre timers transport fra Bangkok, sejler man til øen, der er mere eksklusiv end mange andre øer og især populær blandt thailændere og expats fra Bangkok.
- Marine Nationalparken Mu Koh Chang omfatter 52 øer og ligger cirka 300 kilometer sydøst for Bangkok. Turen tager typisk omkring fem timer fra Bangkok til færgen. Her finder man tre afslappede og meget forskellige større øer, som er perfekte til øhop.
Vejrets kontraster over korte afstande - hvornår skal du besøge Thailands østkyst?
Thailands østkyst giver et fremragende indblik i Sydøstasiens store klimavariationer, selv over korte afstande. Distancen mellem Pattaya og Koh Chang er mindre end 200 kilometer, men både rummer nogle af Thailands tørreste og mest regnfulde og sæsonbetonede destinationer. Det gælder ikke blot for strandene nær Bangkok, men for hele Thailand.
- Pattaya og Jomtien er blandt Thailands tørreste rejsemål og har lange perioder med begrænset nedbør, selv uden for højsæsonen. Med mange gode resorts til attraktive priser er både Pattaya og Jomtien ideelt til langtidsferier.
- Blot 200 kilometer øst fra Pattaya findes Mu Koh Chang nationalpark, og en af Thailands vådeste og mest sæsonbetonede destinationer. Alene i juni, juli og august falder der næsten dobbelt så meget nedbør som i Danmark på et helt år, og flere andre måneder er også meget regnfulde på Koh Chang-øerne. Et Koh Chang-øhop kræver den rette sæson.
- Det bliver mere komplekst endnu. Nogenlunde midt mellem Pattaya og Koh Chang ligger Koh Samet, som er kendt for sit mikroklima. Selvom øen kun er omkring 5 kilometer fra kysten, oplever den mindre nedbør end fastlandet i green season – derfor er Koh Samet populær i de danske sommermåneder.
- Husk, at regnen bringer liv. Sydøstasien er smukkest, når blomsterne springer ud, alt bliver grønt og frodigt, og vandfaldene bruser. Sydøstasien skal være vådt, og du kan læse om regnens betydning for Cambodjas klima, geografi og kultur, og hvorfor det er en ideel tid at rejse på – og overveje, om Cambodja skal kombineres med Østthailand.
Østthailands korte kyststrækning viser den enorme variation i vejr og klima, og understreger, at Thailands og Sydøstasiens sæsoner er komplekse.
Oplevelser i Østthailand – storby, kultur, natur og strandliv
På trods af at Østthailand geografisk er Thailands mindste region, byder området på et væld af oplevelser inden for kort afstand. Uanset om du søger historiske byer, kulturoplevelser eller nationalparker, er alt let tilgængeligt, inden du slutter af ved Thailands østkyst.
- Har du ikke besøgt Bangkok, bør du kraftigt overveje den fascinerende megaby, inden du rejser videre. I Bangkok kan du besøge de klassiske højdepunkter, søge mod nogle af byens mere oversete seværdigheder eller shoppe og udforske thailandsk mode og lokale brands.
- Fra Bangkok er der også adgang til den enorme kulturarv og gamle historiske byer i det centrale Thailand. Bangkok er et ideelt udgangspunkt til nogle af Thailands mest interessante seværdigheder og kulturoplevelser.
- En af de bedste måder at opleve Thailand på er et homestay. Rejs væk fra turiststrømmene, forlad kyststrækningen og flyt ind hos en værtsfamilie i et lokalsamfund i Østthailands tyndtbefolkede provinser og mangroveskove. Her kan du opleve dagliglivet, besøge små lokale museer og samtidig støtte lokalsamfundet, mens du får oplevelser, som få andre gør.
- Når du besøger Koh Chang, bør du udforske øens østkyst, der er mere lokal og uberørt end vestkysten. Besøg vandfaldene Khlong Nonsi og Than Mayom, eller tag på sejltur fra fiskerlandsbyen Salak Khok. Længere sydpå kan du opleve Salak Phet-mangroven og nyde et måltid på Salak Phet Seafood med udsigt til bugten.
- Cambodja er et fantastisk rejseland og oplagt at kombinere med Thailands østlige Siambugt. Geografisk passer destinationerne godt sammen, og de komplementære sæsoner gør rejsen ideel, især når Cambodja er grønt og frodigt.
Inspiration til restauranter og madoplevelser - gourmet til vejsidebod
Madoplevelser er altid et højdepunkt på rejser til Thailand, og landets østkyst er ingen undtagelse. Kyststrækningen har tusindvis af gode spisesteder, men nogle skiller sig ud.
- Andaz Beach Resort åbnede i 2023 i Jomtien og fik stor opmærksomhed fra luksus- og livsstilsmagasiner. Resortets fire restauranter er inspireret af et thailandsk landsbytorv med slagter, fisker og wok-gadekøkken. Leder du efter noget særligt, så prøv restauranterne hos Andaz. Vil du holde ferie på det 5-stjernede luksusresort? Skriv til mig – Bambus Rejser har gode priser.
- Rayong er Thailands bedste seafood-destination som landets største fiskeriprovins. Du finder lækker frisk fisk og skaldyr over alt. Det ses også tydeligt på Ecumé Bistro hos Mercure Lomtalay Resort. Hver lørdag serverer de en stor ‘all you can eat’ fiskebuffet og en menu fyldt med frisk fisk og skaldyr.
- Fish Bar hos Marriott Resort i Rayong byder på frisk fisk og grillede retter i topklasse ud til stranden, hvis du søger en gourmetoplevelse.
- På Koh Changs østkyst bør du besøge Ronnie’s Coconut Garden, en forvokset vejsidebod med have. Her kan du selv blive sendt ned at finde kokosnødden til din shake og har en skøn uformel atmosfære. På vejen hjem skal du stoppe ved Shambhala Beach Bar i Khlong Son for en kold drink i smukke omgivelser.
- Sai Kaew Beach på Koh Samet er en smuk, hvid sandstrand, hvor små strandbarer og spisesteder om aftenen skaber en afslappet lounge-stemning med sækkepuder og borde. Restauranten på boutiqueresortet Baan Ploy Sea tilbyder en anderledes madoplevelse i en stor moderne Thai Sala, hvor maden serveres ”Kantock style” med puder på gulvet og udsigt til stranden og havet.
Rejser til Østthailand og de skønne destinationer langs østkysten
Skræddersyede rejser til Thailands østkyst er fyldt med muligheder, uanset om du søger livlige Pattaya, rolige strande nær Bangkok, et øhop eller smukke Koh Samet. Bambus Rejser hjælper med alt fra en strandferie til en rundrejse fyldt med oplevelser eller besøg til Østthailands oversete rejsemål.
Skriv for at høre mere om resorts i Jomtien, gode aktuelle tilbud eller inspiration til at kombinere Østkysten med Bangkok og de mange muligheder i det centrale Thailand. Alternativt kan østkysten være det perfekte sted at slappe af efter en rundrejse i Thailand eller Cambodja.
Telefon 70 40 42 45
Email post@bambusrejser.dk